tanker om eufonisk råber de

Musikalske og billedelige udtryk hænger sammen med min interessere for hvordan lyden, musikken og billedet bindes sammen og frakobles hinanden.
Hvordan registreringer af relationer, stemninger, bevægelser og rum forbindes med krop og stemme.

I erindringsbilleder finder vi en betydning i de elementer, som vi komponere vores erindring med, vi skaber intuitivt et minde. Når jeg beder deltager om at råbe eller viske deres erindringsbilleder bliver de bevidste om deres krop og den stemning som et minde kan frembringe. De bliver bedt om at gå ind i dem selv og finde et rum. Har dette rum en stemning eller er det som en god latter? – hvor relationen til det vi griner af skabes gennem erfaringer i kroppen sansninger. Når jeg beder deltager gå bag om det første det mest fremtrædende i deres minde og mærke, et andet rum som er det “negative” rum, hvad sanser vi så?

Hvorfor er det vigtigt at det er forskellige deltagers erindringsbillede?

For at registrer stemmen, tiden, rytmen og lydens egenart, er deltagelsen vigtig. Jeg undersøger et udtryk, som mine aktiveringer af lytteren eller beskueren, er med til at skabe men i en situation som er i scenesat og inden for en ramme, hvor metode og udtryk kombineres til at kunne centrer sig ind om fx stemmens bearbejdelser af erindringer. Det er et udtryk som eksperimentere med vores opfattelse af ord, tid og rum, en undersøgelse af de medfølgenede stemninger vi tillægger i lyden og i ordene. Jeg undersøger også hvordan beskuerens krop bliver en anderledes del af de kunstværker som udtrykker sig i tid og rum.
Beskueren bliver ofte bedt om at gå ind i sit eget rum, sin egen sansning af en stemning eller følelse hvor de giver intuitivt udtryk for deres ide om lyden.
Beskueren opholder sig i et ydre og indre billede i performancen, hvor kroppen er en form for median.