Kunst som et sted at mødes
Jeg skaber rum, hvor børn og voksne møder et materiale og hinanden uden at kende resultatet på forhånd. En sten, en snor, et stykke stof eller en kulstreg bliver begyndelsen på en fælles fortælling.
I mere end 15 år har jeg arbejdet i skoler, museer og det offentlige rum – blandt andet på Sorø Kunstmuseum, Lejre Museum og Ørestad Skole.
Fra sansning alene til et fælles værk
Det vigtigste sker undervejs: når en elev mærker sin sten med lukkede øjne, når to tegner ind over hinandens streger, eller når en hel klasse skal blive enige om, hvor den sidste form skal ligge.
Fra alene til fællesskab
Først sidder hver elev alene med sin sten og finder sine egne ord. Så deler man med en makker. Til sidst lægger alle deres sten i en fælles form.
Materialet har en vilje
En sten kan løbe for hurtigt eller nægte at flytte sig. Når materialet gør modstand, bliver det en medspiller i stedet for et redskab.
En ramme, der rummer forskelle
Et stort papir, en kulcirkel, få regler og stilhed. Inden for rammen finder alle deres egen vej – ingen behøver at blive som de andre.
Det abstrakte først
Vi starter med stregen, sporet eller formen – og spørger så: Hvad ligner det? Man finder i stedet for at planlægge.
Gnidningen er en del af værket
Når streger krydser, eller der opstår et “os” og et “jer”, stopper vi op. Uenighed er noget, vi kan lære at være i sammen.
“Kærlighed er min egen, men jeg oplever den mest, når jeg er sammen med andre.”— Elev, 2. klasse, Sorø
Kunsten samler mange fag på én gang
Kunst er ikke et fag ved siden af de andre. Fordi den begynder i kroppen og sanserne, kan den samle mange dialoger.
Krop og bevægelse
Vi måler med skridt, mærker balancen på ét ben og bliver selv til skulpturer.
Matematik
Snore måler stoleben og hele lokalet. Afstande, symmetri og spejling skal forhandles på papiret.
Historie og fortællinger
Odins øje og oldtidens ornamenter i Lejre. Ikonmaleriet “Gudsmoders ømhed” i Sorø.
Sprog og ord
Ru, skarp, blød, kold – ordene for det, vi mærker, bliver begyndelsen på en fælles fortælling.
Natur og naturfag
Planter, sten, jord, ler og jern – og egne farver af pigmenter og ægtempera.
Det demokratiske
Hver øvelse er en øvelse i at tage plads, give plads og rumme forskelle.
Jeg sætter rammen – eleverne peger retningen
Elevernes valg, fund og forslag bliver bærende for det fælles resultat.
Når en elev kan pege på værket og sige “det er vores form” eller “jeg har opfundet en farve”, har hun oplevet, at hendes stemme gør en forskel.
- De vælger selv deres sten, plante eller farve – og opfinder nye farver.
- De finder figurerne i de abstrakte streger og bestemmer, hvad formerne bliver.
- De forhandler om, hvor ting skal ligge, og hvordan forskellige verdener kan mødes.
- Jeg spørger i stedet for at forklare: “Hvordan fandt I på det?”
Det kan jeg tilbyde
Forløb i klassen
1–3 dages sanseligt forløb, der ender i et fælles værk.
Museumsforløb
Et værk eller en genstand fra samlingen bliver udgangspunkt for sansning og samskabelse.
Offentlig udsmykning
Børnene skaber et varigt værk i deres eget nærmiljø.
Lærerworkshop
Deltagerne prøver metoderne selv og skaber fælles malerier, så øvelserne kan tages med hjem.
Foredrag
Om kreativitet koblet med krop, fortælling og fag – og om at holde et rum for det usikre.
Pris og varighed aftales efter behov.
Se metoden i praksis

Mig og min natur
Elevernes planter bliver til nye væsner, malet med ægtempera på betonsøjler.

Vi er skygger af jord
Alle 2. klasser i Sorø arbejder med sten, sand, ler, skygger og jern.

Kind mod kind
320 børn skaber 7 kærlighedstårne af stof på rammer, de selv har bygget.

Øjeblikket
Odins øje og oldtidens ornamenter bliver til en fælles stofcirkel i lyset.

Helhed og detalje
Et modernistisk maleri bliver til kropslige skulpturer.
Lad os skabe noget sammen
Forløb, lærerworkshop eller foredrag – skriv, så finder vi den form, der passer.