kunstnerisk virke

Ideen om det at være menneske i et fælleskab

Hvordan positionere vi os selv i verden? Hvad skal der til for at vi føler samhørighed? flow om du vil? Hvad er det egentlig vi bliver så stresset af? hvad vil du gerne?
Du har sikkert selv nogle svar på disse spørgsmål, men jeg vil lade dem være dine svar, og ikke selv komme med svar på hvorfor eller hvordan. Jeg vil forsøge at italesætte sammenhængen mellem et æstetisk fællesskab og et fragtmenteret fællesskab. Og stille spørgsmål til vores store og små fællesskaber.

Hvert menneske har et historisk selv, og er ikke en ting eller et stykke natur. Vi høre til naturen, det kan vi vist ikke benægte. Vi er i kraft af vores erindringer, vores historiske selvbillede og de symbolske forbindelser, som opstår mellem os. Og så er der vist også lidt genetik med i spillet. De kulturelle dialoger og selvforståelser kan både være en sovepude, en tryghed og et sted vi udvikler os fra. Men hvordan lære vi at forstå vores kulturelle fragtmenter? Hvilke kulturelle forståelser opdrages vi til at være en del af, og hvordan forstår vi det at være en del af “noget”?

Fællesskab, det at vi høre til noget, eller at vi i vores historie kan forbinde linjer som giver mening på tværs af andet en afgrænsede linjer ved landegrænser fx at tiden og eksistensen af os selv sammen med andre bliver til i kraft af vores egen væren og forståelse af egen væren.

Citat: Olesen, J (2003) sansning, følelser, krop og bevidsthed;
Merleau-ponty; anerkender åndelighed – forstået som intellektuel tænkning eller som det at diskutere og debattere – som kropslig handling. Han ser ikke sjæl, psyke ånd eller intellekt som noget immaterielt oppe i bevidstheden, eller oppe hos guderne. Merleau-ponty mener, at vi, via kropslige væren i verden, ikke kan andet end at leve i den perciperede og sansede verden. Samtidig mener han, at vi retroperspektivt kan gå forbi den perciperede og sansede verden, via reflekterede bevidsthed eller via interllektet, næsten så langt at vi “glemmer”, at samme perception og sansning – og dermed kroppens væren i verden – er udgangspunktet for vores intellekts bidrag til vores ide om sandhed.

Et æstetisk input fra side linjen: Symmetrisk eller asymmetrisk samværd kan være lukket eller åbne forhold. Symmetrisk spejler vi hele tiden hinanden, vi spejler vores linjer og bevægelser. Vi følger hinanden, og vil forstår hinanden. Vi vil gerne være hinandens spejlbilleder. Asymmetrisk her er der rum til at forstå det den ene ikke forstår, vi spejler os ikke, men mimer lidt og bevæger os hen imod en samlet komposition som giver mening. Asymmetriske bevægelse med symmetrien, som forbillede.

Vi lever i et fragtmenterede selvbillede, der kun bliver tydeligere af de digitale medier. Men det er ikke kun de digitale medier, som er med til at skabe fragtmenteringen, det er i lige så højgrad nomade tilværelsen eller det at vi flytter os rundt i verden meget hurtigt og skal tilpasse os større kultursammensætninger end før. Hvis vi som mennesker har brug for at høre til en helhed og den helhed bliver ved med at forandre sine detaljer, fare vi vild i viledende svar.
– Hvis man i sine spørgsmål forventer bestemte svar stiller, man de forkerte spørgsmål.
– Kierkegaard: “relationens essens er at begge personer i mødet er villige til forandring”

Hvordan imødekommer vi at vi i de nye relationer skal være parate til at forandre os?
Hvad sker der når vi forsvinder fra det vi var før?
Hvad vil det sige at leve uden en religion, men have forkus på et åndeligt fælleskab på tværs af kultur, religion og etnicitet?

Når vi giver slip og lader gud være gud, men lader kærlighed træde til og giver slip på egne svar i kulturelle og symbolske spørgsmål, hvordan kan det modtages?

Hvis symbolet for vores fællesskab, på tværs af religion, kultur og etnicitet, bliver for komplekst og udefineret så kan ingen relatere sig til det, hvis symbolet bliver for en sporet og lukket kan ingen relatere sig til det. Dilemmaet i en fællessang på tværs er ikke handlingen men betydningen af ord i sangen, måske endda rytmen og melodien. Men handlingen er vi alle enige om giver os fornemmelsen for sammenhold og at høre til. Betydningen af at være menneske i et samfund, hvor anerkendelse af et andet menneske starter med, vi gør dette sammen.

Det som forbinder os er lige så vel det som frakobler os. i vores krop har vi en naturlig forståelse af at være sammenkoblet med noget andet end os selv. Det er hele grundvilkåret for at være født. Vi bliver født af og trukket ud af noget andet, hvor vi frakobles for første gang en andens krops fysisk. Men mentalt forstår vi flere måneder senere at vi er igang med at finde vores egen krop og vores eget rum. Vi har en lang periode foran os, hvor vi kobler denne forbindelse til verden op eller ind i andres koblinger. knapper os sammen eller knapper os op, vi knapper os fra eller knapper os til.

Kort fortælling om min lyd

Listen to some of the sound artwork at Soundcloud.

hverdagens lyd, flygtig og et simpelt materiale, som vi registrere og lader passere i vores sanse apparat. Det passere uden større opmærksomhed, eller vi piller enkelte lyde fra og fokusere ind på dets egenart, dets stemnings angivende fylde og dets rytmer. Betydninger og ikke betydninger svinger i pendulfart som et musik stykke der både udtrykker ligegyldigheder, morsomheder og skrækkelige historier. Sådan har jeg i mange år gået og lyttet til verden gennem en lydoptager, nogler optagelser bedre end andre. Men det vigtige var ikke kvaliteten af lydoptagelsen, men tidspunktet, tilfældighedernes rum og tidens rytme i tilfældighedernes sammenfald. Som Tanja Schlander siger så har vi inddelt vores ide om oplevelse af lyd i et heraki der minder om den bedste realistiske maleri. Men hvis sammenspillet mellem tid og sted passer til ens ide om hverdagens optagelser, hvordan inddeler vi så herakisk vores optagelser. Der er optagelsr hvor stemmen står klart og tydeligt frem, hvor alt støj er minimal fra optagelsens tilstedeværelse, vi er i tæthed med stemme. Men sidder vi helt inde i stemme eller er vi uden for personen? Er det ordne eller selve stemmen vi ligger mest mærke til.

I lang tid var det denne søgen rundt i lyd arkiver, historiske lydkunstværker og et spørgsmål om at bruge et materiale der kunne være tilstede som musikkens materiale. Kunne jeg opnå et sanseligt sted hen hvor lydværkerne ikke spillede på klassiske stemningsbaseret rum(med instrumenter), men italesætte forholdet mellem billedelige kropslige sanselighed. Uden at pådutte andre et følelsesladet ensbetydende forhold.

I de sidste par lydværker er stemmen blevet undersøgt som et kropsligt ydre og indre. Et materiale som kommunikere på flertdygige, sanselige lag. Stemmens rum, stemmens rytmer, stemmens konkrete ord i deres abstrakte betydninger og dets evene til at gengive modsigende eller underbyggende betydning.

Kroppen og stemmens betydning i bevægelse og klang, lyden som vi korrigere og stemmer ind efter, hvordan orderen skal lande og klinge en iscenesat situation. Her fra opstod kunstværket “Grundtonen”, ” hjertemix” (kor af folk som synger deres hjerte), “Orkanen fanges i mit sommerfuglenet” (kor af børn som synger en orkan), og Eufonisk råber vi af eftertiden.

tanker om eufonisk råber de

Musikalske og billedelige udtryk hænger sammen med min interessere for hvordan lyden, musikken og billedet bindes sammen og frakobles hinanden. Hvordan registreringer af relationer, stemninger, bevægelser og rum forbindes med krop og stemme. Stemmen registrer vores kropslige intuitive forhold og stemmer sig ind efter hvordan vi på få sekunder registrer stemning, betydning af situationen og hvordan vi vælger at udtrykke os over for hinanden.

I erindringsbilleder finder vi en betydning i de elementer, som vi komponere vores erindring med, vi skaber intuitivt et minde. Når jeg beder deltager om at råbe eller viske deres erindringsbilleder bliver de bevidste om deres krop og den stemning, som et minde kan frembringe. De bliver bedt om at gå ind i dem selv og finde et rum. Har dette rum en stemning eller er det som en god latter? – hvor relationen til det vi griner af skabes gennem erfaringer i kroppen sansninger.

For at registrer stemmen, tiden, rytmen og lydens egenart, er deltagelsen af forskellige folk vigtig, den iscenesatte form er vigtig. For at skabe et øjeblik hvor personer tilfældigt elelr bevidst vælger, i et offentligtrium at gå ind i dem selv og finde et sted i dem selv, som de udtrykker i toner eller ord. Jeg undersøger et udtryk, som mine aktiveringer af lytteren eller beskueren, er med til at skabe, men i en situation som er i scenesat. Inden for en ramme, hvor metode og udtryk kombineres til at kunne centrer sig ind om fx stemmens bearbejdelser af erindringer. Det er et udtryk som eksperimentere med vores opfattelse af ord, tid og rum, en undersøgelse af de medfølgenede stemninger vi tillægger i lyden og i ordene. Beskueren bliver ofte bedt om at gå ind i sit eget rum, sin egen sansning af en stemning eller følelse hvor de giver intuitivt udtryk for deres ide om lyden.
Beskueren opholder sig i et ydre og indre billede i performancen, hvor kroppen er en form for median.