collective art

Deltager baseret kunst og kollektivkunst

Min kunstneriske metoder er funderet i en deltager orienteret kunst. Ideen og konceptet om man vil, kommer fra kunstneren mig. Jeg iscenesætter de sansninger og rum som udfolder en ide om det mellemrum og de grænser som jeg italesætter. Jeg arbejder med deltager baseret kunst ud fra en sansebar og tillidsbaseret kunstpraksis, som engagere de sanser hvor vi mærker os selv i relation til andre i en bestemt forud bestem situation. De æstetiske krav er eller bliver opretholdt af mig men kan variere alt efter hvordan rum og situationer tager sig ud.

Den kollektive kunst i min praksis;
er udlevet i kollektiver som Lyd gruppen Sweet Noise (Tanja Schlander og Astrid Lomholt) og Performance gruppen NA ( Nelly og Astrid ): 

Når vi taler om at være i Kollektive kunst og hvordan vi indgår i dialog med hinanden på kollektiv basis. Frasiger vi os ikke vores stemme ej heller vores identitet. Men imødekommer at vores identitet og stemme kan i rytme, form, klang, dynamik indgå i et fælles forum og nogen gange høres tydeligt mens andre gange ligge som en bagrund til andre og nogen gange er vi stille og nyder andres. Vi sammenspiller på et plan hvor vi hele tiden mærker os selv og de andre med det fokus at vi skal skabe sammen. 

Hvordan sætter jeg et publikum i en situation som scenen og indholdet tilbyder?

 Fx æblebod, scenen er storbyens gader, 

hvad skal der til at få folk til at sanse et anderledes rum?

hvad skal der til for at folk tænker over deres tilstedeværelse i dette byrum?

hvorfor skaber vi dette Byrum?

At være i et kunstrelateret projekt, hvor deltagelse og samskabelse er i fokus giver nogle forhindringer. Men som i tidligere tiders fluxus, situationist, performance relateret kunstmetoder er udgangspunktet en kunstner, en kunstner med en vision, en ide og måske endda konceptuel ide. Min konflikt er eller har været mellemrummet mellem sansning, det æstetiske i sansning og det konceptuelle greb. Når kunst bliver teoretiseret, sproglig og analytisk i forhold til dets omgivelser, forsvinder min nonverbale, mellemrums sansning i dynamikker, rytmer, kompositioner. Sansningen af et opstået eller iscenesat non verbal dialogisk rum, falder til jorden i en konceptuel teoretisk konstellation. Men igen så er jeg selv meget verbal i mine overvejelser over iscenesættelsen og den læring som opstår i det rum hvor vi lærer uden at vide præcist hvad det er vi lærer, men vi gør os nogle erfaringer. Læring kommer både med dine egne erfaringer, med de fortalte, de skrevne og de kropslige, de sanselige. Og som Jung siger; indoptager vi hele tiden en del af verden omkring os som igen bliver et udtryk