collective art

små tanker om deltagerbaseret kunst og kollektivkunst

I kollektive kunstværker, i samarbejds projekter eller i projekter hvor forskellige har den ledende rolle fylder et ego mere eller mindre. Hvornår skal et ego, et selvcentreret selv fylde og hvornår skal det gå på kompromis?

I mine registreringer af menneskets fællesrum, de rum hvor vi relatere os til hinanden, de rum hvor vi skal lære at være menneske ud over de egenskaber vi er født med, har jeg fokuseret på de handlinger som vi udføre sammen, og i de handlinger fundet æstetiske spor. Jeg undersøger eller leder efter udviklingen af hvordan vi afgøre et fællesafsæt. Med det mener jeg hvordan vi både er frisat og i en ramme som kan frisætte vores fællesværen og give plads til individet, æstetisk, sanseligt, åndeligt og symbolsk betydende.

Jeg iscenesætter en situation, hvor handlinger imitere et relationelt eller socialt rum. Jeg iscenesætter de sansninger og rum, som udfolder en ide om et mellemrum og grænser, som jeg italesætter forskelligt fra kunstværk til kunstværk. I vores hverdag og dets små handlingsforløbs, sætter vi spor i vores erindringer, som udtrykkes i vores kropsholdninger, vores klange i stemmen og vores farver og udformingen af beklædninger. De små forandringer som over tid, sætter spor, kobles på sansningen af rum, toner, rytmer og ting. Mellem personers indre og ydre sammenspil og forståelser af den verden, som vi giver udtryk for, lander et materiales sandheder og metoder til at kunne afsløre, eller gemme væk.

Deltagelse
Ved at opsætte en scene eller et iscensat rum, hvor deltagese bliver til en kollektiv sansning. – det er et af de spørgsmål, som jeg har stillet mig selv mange gange. Hvornår er mit kunstværk en del af et kollektivt rum eller et rum hvor vi aktivt deltager i hinandens sansning? Er det deltagelsen som handling eller sansningens endelige udtryk som forbliver kunstværket, eller kan det have lov til at være begge dele? I mine kunstværker har jeg længe spillet på flere tider i kunstværkets udtryk. Igennem historien har mange kunstnere arbejdet med dokumentation og kunstværk, tidsrelateret opløste kunstværker og faste rammer som forsøges at brydes. Mellemrummet mellem kunstværk og flygtighed er tilstede alle steder, og fylder også meget i mine tidligere kunstværker. Jeg føler mig bundet af at skulle registrer og dokumentere mine iscenesatte kunstværker, for at være tilstede i verden. Samtidig udvikler mine egne registreringer sig i dokumentationens rum. Registreringer af mødet med et andet menneske og et øjebliks udveksling.

Blomst, deltager baseret kunstværk 2018, stencil af blomster, akryl farve, mur, opvaskesvamp. 10×2,5m

Den kollektive kunst i min praksis
– er udlevet i kollektiver som Lyd gruppen Sweet Noise (Tanja Schlander og Astrid Lomholt) og Performance gruppen NA ( Nelly og Astrid ): 

Når vi taler om at være i Kollektive kunst og hvordan vi indgår i dialog med hinanden på kollektiv basis. Vi frasiger os ikke vores stemme ej heller vores identitet, men imødekommer at vores identitets samklang. Vi stemmer i rytme, form, klang, dynamik og indgå i et fælles forum. Nogen gange høres vi tydeligt mens andre gange er vi bagrund til andre. Vi sammenspiller på et plan hvor vi hele tiden mærker os selv og de andre med det fokus at vi skal skabe sammen. 

Samarbejde
Når et samarbejde lykkes står alle tilbage med en følelse af at være en del af noget imellem dem. Relationen og dynamik i et samarbejde, leder ofte mig væk fra mit ego, men også tættere på. At mærke afgrænsningen af min egen forståelse af et område, bevæge sig og udvide sig, i samtaler og materielle undersøgelser og forøg, er udfordrende men udviklende. Der hvor rytmen og energien får lov at være i uballance for at ramme en balance og snige sig ind i et målområde, for igen at blive opløst og forsvinde. At give hånd, som passer perfekt i en andens hånd et øjeblik, for derefter at give slip. At grine. Tingen er i kraft af de bevægelser, farver og rummelige dannelser, som den giver udtryk for. Det giver mulighed for noget andet, end mit eget billede af verden. Det er hvad et fællesprojekt kan for mig.