collective art

Deltager baseret kunst og kollektivkunst

Sansningen bliver en del af et kollektivt rum men foregår individuelt. hvornår fanger jeg som kunstner det mellemrum? det er et af de spørgsmål som jeg har stiollet mig selv mange gange. Hvornår er mit kunstværk en del af et kollektivt rum eller et rum hvor vi aktivt deltager i hinandens sansning? Jeg opsætter en scene eller en situation, hvor handlinger imitere et relationelt eller socialt rum. Jeg iscenesætter de sansninger og rum, som udfolder en ide om et mellemrum og grænser, som jeg italesætter forskelligt fra kunstværk til kunstværk. Jeg eksperimentere stadig med hvornår kunstværkets endelige form er giver udtryk for de handlinger som det iscenesatte rums grænser ikke kan. Hverdagen og dets små handlingsforløb i erindringer . De små forandringer som over tid sætter spor. Kobles på sansningen af rum, toner, rytmer og ting.

Den kollektive kunst i min praksis;
er udlevet i kollektiver som Lyd gruppen Sweet Noise (Tanja Schlander og Astrid Lomholt) og Performance gruppen NA ( Nelly og Astrid ): 

Når vi taler om at være i Kollektive kunst og hvordan vi indgår i dialog med hinanden på kollektiv basis. Frasiger vi os ikke vores stemme ej heller vores identitet. Men imødekommer at vores identitet og stemme kan i rytme, form, klang, dynamik indgå i et fælles forum og nogen gange høres tydeligt mens andre gange ligge som en bagrund til andre og nogen gange er vi stille og nyder andres. Vi sammenspiller på et plan hvor vi hele tiden mærker os selv og de andre med det fokus at vi skal skabe sammen. 

Hvordan sætter jeg et publikum i en situation som scenen og indholdet tilbyder?

 Fx æblebod, scenen er storbyens gader, 

hvad skal der til at få folk til at sanse et anderledes rum?

hvad skal der til for at folk tænker over deres tilstedeværelse i dette byrum?

hvorfor skaber vi dette Byrum?

At være i et kunstrelateret projekt, hvor deltagelse og samskabelse er i fokus giver nogle forhindringer. Men som i tidligere tiders fluxus, situationist, performance relateret kunstmetoder er udgangspunktet en kunstner, en kunstner med en vision, en ide og måske endda konceptuel ide. Min konflikt er eller har været mellemrummet mellem sansning, det æstetiske i sansning og det konceptuelle greb. Når kunst bliver teoretiseret, sproglig og analytisk i forhold til dets omgivelser, forsvinder min nonverbale, mellemrums sansning i dynamikker, rytmer, kompositioner. Sansningen af et opstået eller iscenesat non verbal dialogisk rum, falder til jorden i en konceptuel teoretisk konstellation. Men igen så er jeg selv meget verbal i mine overvejelser over iscenesættelsen og den læring som opstår i det rum hvor vi lærer uden at vide præcist hvad det er vi lærer, men vi gør os nogle erfaringer. Læring kommer både med dine egne erfaringer, med de fortalte, de skrevne og de kropslige, de sanselige. Og som Jung siger; indoptager vi hele tiden en del af verden omkring os som igen bliver et udtryk