Inspirationsfelt – mellem energi og stilhed
Min kunstneriske praksis er forankret i en sansende og nærværende tilgang til verden – hvor materialer, krop og perception smelter sammen i bevægelige, mimerede virkeligheder. Gennem årene har jeg fundet genklang hos en række kunstnere og tænkere, som har udvidet mit blik og min måde at lytte til verden på.
Jeg inspireres af Robin Wall Kimmerers gensidige økologi og sproglige præcision, Donna Harawayssammensmeltninger af det menneskelige og ikke-menneskelige, og Merleau-Pontys forståelse af kroppen som et sansende og erkendende væsen. Suzanne K. Langers idé om følelsernes form og Agnes Martins ro og struktur har været pejlemærker for, hvordan stilhed kan tale.
Også Fluxus, Dada og COBRA har sat spor i mig – især deres måde at nedbryde adskillelser mellem kunst, liv, materiale og tanke. Kunstnere som Helen Mirra, Nancy Holt og Cynthia Marcelle har vist mig, hvordan værket kan være et forslag, en gentagelse, et nærvær – snarere end en konklusion.
Jeg nævner også Bjørn Nørgaard og Chris Burden. Deres værker taler med en energi og kraft, jeg dybt respekterer – men jeg bevæger mig et andet sted hen. Hvor deres kunst råber og river, søger jeg det sagte, det meditative, det stofligt forbundne.
Deres tilstedeværelse i min tænkning er som kontrast: en måde at forstå, at min krop i kunsten ikke skal teste grænser, men åbne rum. Ikke dominere, men sanse. Ikke opdele, men forbinde
Biografi – Astrid Randrup
Astrid Randrup (tidligere Astrid Lomholt) er billedkunstner med base i Danmark. Hendes praksis bevæger sig i feltet mellem det sanselige, det stoflige og det performative – hvor kroppen, materialet og rummet udveksler nærvær frem for forklaring. Med afsæt i både naturens og kulturens stofligheder arbejder hun i en poetisk undersøgelse af, hvordan vi sanser og skaber betydning – ikke gennem adskillelse, men gennem sammensmeltning.
Randrups tidligere værker var kendetegnet ved stærk deltagelsesæstetik og pædagogisk tilgang, hvor børn og fællesskaber blev aktive medskabere af værker og erfaringer. Gennem disse erfaringer voksede en erkendelse: at det, vi ofte forsøger at opdele – natur og kultur, læring og æstetik, menneske og materiale – i virkeligheden ikke lader sig adskille. Det er netop i disse mellemrum, hvor betydning ikke er givet, at hendes nuværende praksis udfolder sig.
Hendes værker tager ofte form som performative installationer, sanselige materialekompositioner og fotografiske fortællinger. Et stykke rustent jern er ikke blot materiale, men en krop, en tid, en virkelighed. Hendes praksis forholder sig ikke til materialer som objekter, men som levende deltagere, der bærer spor af både industrielle rytmer og naturlig forandring.
Gennem performative tilstedeværelser og stille undersøgelse af materialers egen stemme, søger Randrup ikke at repræsentere noget, men at fremkalde nærvær. Hun arbejder med det, hun kalder “poetiske mimerede virkeligheder” – hvor det fotografiske, det performative og det sanselige indgår i en fælles gestus, snarere end i adskilte formater.
Hendes værk er en invitation til at mærke, snarere end at forstå. Til at være i og med verden – som noget, der er i bevægelse, forbundet og uafsluttet