Astrid Randrup har udstillet og opført performative værker i både Danmark og internationalt, herunder fotografiske og lydbaserede installationer, scenografi og deltagerbaserede projekter. Hun har arbejdet med institutioner som Museet for Samtidskunst, Sorø Kunstmuseum, Odsherred Kunstmuseum, Den Frie Udstillingsbygning og Richard Winthers Hus, samt deltaget i festivaler og performanceprojekter i hele landet og i udlandet.
Hun har udviklet og afholdt workshops og undervisningsprojekter for børn, unge og voksne, blandt andet med International Børnesolidaritet og Kofoed Skole, og skabt tværfaglige projekter, hvor kunst, sansning og læring mødes. Hendes værker undersøger forholdet mellem menneske, landskab, materiale og øjeblik, og hun har modtaget støtte fra Statens Kunstfond til projekter som Til mig og min natur, Øjeblikket og Et sted imellem, samt til lydværker som Grundtonen.
Astrid Randrups
kunstneriske praksis
Astrid Randrup arbejder med de steder, hvor ting, mennesker og processer smelter sammen, udvikler sig eller vikler sig ind i hinanden – og bliver til noget tredje. Hendes praksis undersøger det relationelle: hvordan individet formes i mødet med det fælles, hvordan materialer handler med egen vilje, hvordan lyd former vores oplevelse af tid og rum, og hvordan kroppe og handlinger gensidigt påvirker hinanden.
I det lydlige arbejde udforsker Randrup, hvordan lyd ikke blot ledsager, men aktivt forandrer det rum og den tid, vi befinder os i. I værket Når du opdager lyden, forandres den på Museet for Samtidskunst i Roskilde blev lyd til et refleksivt rum, hvor opmærksomheden selv blev en del af værket. Lyden afslører, at det vi sanser altid er i bevægelse, og at vores tilstedeværelse former oplevelsen.
I performative handlinger som RUST og MUR med Metropolis Copenhagen International Theatre, Skabninger og Samlinger på Astrid Noacks Atelier og Når jeg fordamper smukt, dør jeg i Metropolis’ landskabsvandring arbejder hun med kroppen som medie og med handlingen som en måde at undersøge relationen mellem individ, fællesskab og omgivelser på. Her bliver det synligt, hvordan vi former og formes af de rum, vi bevæger os i, og de processer, vi indgår i.
I det materielle arbejde med jern, rust, papir og organiske væsker som eddike og kombucha undersøger Randrup, hvordan materialer bærer historier med sig: hvad de har ligget i, hvad de har været en del af, før de landede i atelieret. Rust opstår ikke som et motiv, men som en proces – et spor af mødet mellem luft, fugt, metal, tid og den overflade, det lander på. Papiret former sig efter væsken, farven bevæger sig i forhold til jernets tyngde og papirets modstand. Intet er fuldt ud kontrollerbart. Materialet handler selv, og fotografiet bliver en måde at indramme disse bevægelser på uden at standse dem.
Det pædagogiske greb har været centralt i offentlige værker som Mig og min natur ved Ørestad Skole, hvor individuelle sansninger af naturen blev til et fælles, organisk maleri – et sted hvor det individuelle og det kollektive vikles sammen.
På tværs af lyd, performance, materialer og fotografi arbejder Astrid Randrup med afsmitning – kemisk, social, perceptuel, lydlig. Hun insisterer på, at vi hele tiden påvirkes af og påvirker det, vi er i kontakt med: andre mennesker, materialer, steder, lyde, strukturer. Hendes praksis handler om at synliggøre disse ofte usete forbindelser og om at skabe rum – både fysiske, æstetiske og tidslige – hvor det relationelle kan mærkes, undersøges og tænkes anderledes.