I kollektive kunstværker, i samarbejds projekter eller i projekter hvor forskellige har den ledende rolle fylder et ego mere eller mindre. Hvornår skal et ego, et selvcentreret selv fylde og hvornår skal det gå på kompromis? Det er nysgerrigheden som driver mig til at sige ja, ud over at jeg syntes projekterne som jeg enten inviteres med ind i eller som jeg er med til at starte er interessante. Mellem personers indre og ydre sammenspil og forståelser af den verden som vi giver udtryk for, lander et materiales sandheder og metoder til at kunne afsløre, eller gemme væk. Når et samarbejde lykkes står alle tilbage med en følelse af at være en del af noget imellem dem. det er den relation og dynamik jeg søger i et samarbejde. Der hvor rytmen og energien får lov at være i uballance for at ramme en balance og snige sig ind i et mål område for igen at blive opløst og forsvinde. det er som at give hånd og passe perfekt i hånden et øjeblik for derefter at give slip. Eller som når vi griner. Tingen er det den er i kraft af de bevægelser, de farver, og de rummelige dannelser som den giver udtryk for, men at vi to tre eller fire et øjeblik kaster os ind i en fællesforståelse af den ting giver tingen en mulighed for at være noget andet. Det er hvad et fællesprojekt kan for mig.
