Bio

Jeg har været aktiv på kunstscenen siden 2005 i performance, lyd, Mix media, tegning og objekt kunst. Neden for kan I læse en fabuleren over tanker om hvor jeg er pt i mit kunstneriske virke. Specielt om min tilgang til mødet mellem kunstnernes rum, kunsteren og beskueren, og hvordan et kunstværk materialiseres. Lige nu arbejder jeg stadig med forskellige grupper og udtrykker mig gennem møderne med andre kunstnere. Ved at undervise bliver jeg til stadighed mindet om at kunstværket er en flydende, forgrenet situation i valg og fravalg. Et udtømmeligt og tømmeligt sanseligt sted, som igen og igen generer nye forgreninger og rødetråde som klippes, opløses og forsvinder. ( et øjeblik)

Fabulerende tekst om Astrid Randrups virke som kunstner.

Hvordan kan det være at du arbejder i forskellige konstellationer og i forskellige udtryk? 

Jeg arbejder ud fra en nysgerrighed om, hvordan et kunstværks proces udfolder sig. Hvordan rammen om det at arbejde med sanser og processer, kan krydse forskellige grænser og både ændres og forbliver i samme form, alt efter hvilket møde jeg indgår i. Jeg danner scener for at skabe et møde, eller en dynamik mellem et publikum, andre kunstner og mig selv, uden for udstillingens ramme. Den registrering som skabes ved at opstille scener eller møder er for at udvikle mig selv og andre i et kunstnerisk udtryk som ikke kun rammes ind af de gængse normer. I de gængse normer ligger et rammesæt som til tider kan være svært at omgå, eller svært at frisætte sig selv fra. Hvorfor vil jeg gerne frisætter mig? – det ved jeg ikke, men jeg har ikke en besværlig barndom eller et traume jeg bære rundt på, men jeg har en stor sanselighed og mærker andres tilstedeværelse meget tydeligt. Jeg har altid været observerende, mere end handlende, og de observationer, er min nysgerrighed i at ændre på mødet mellem kunstværket, kunstneren og publikum (eller modtageren). For hvad er det vi skal have med os når vi kigger eller sanser et kunstværk? Hvorfor skal kunsthave en plads i vores samfund? Hvad er det som gør at kunst ikke er religiøs men bære på en fornem opgave i forhold til at vi udvikler os som mennesker? Hvorfor skaber jeg kunst hvis det kun er dem jeg kender som kommer og kigger på det? Hvem er det så for når jeg ender i blindgyder og ikke møder det publikum som måske kunne have set min kunst?

Der startet min undersøgelse af hvad mine kunstværker skulle række videre end at være tilstede i et udstillingsrum. Jeg blev nød til at gå ud og møde de mennesker som jeg så som vigtige for at jeg kunne skabe kunst og udvikle på kunstneriske udtryk.  Jeg havde skabt en vej for mig selv til registrering er af møder og de mellemrum som opstår i den ramme som sanseligt materiale kan sætte os i. Men jeg havde samtidig sat mig selv i en situation hvor dokumentation ikke var en mulighed men hvor komposition og rum skulle kunne noget andet. 

I mit sideløbende arbejdet med International Børnesolidaritet, Kofoed Skole og undervisnings projekter blev jeg bevidst om arbejdet med at udvikle og hjælpe andre tilværelse. Jeg blev bevidst om hvor min egen følelse af at jeg gerne ville gøre en forskel for andre mennesker. At min kunst skulle kunne gøre det samme, er en død ende, når jeg stod på et udstillingssted og kun kunst venner dukkede op og vi navle pillede vores egne kunst identitet. Jeg blev nød til at skabe rum for et mellemrum, eller også skulle jeg være så populær i min kunst at jeg ville nå breder ud. Jeg kunne ikke trylle en popularitet frem men jeg kunne kigge på hvordan min egen tilgang til kunst var. Her støtte jeg på mødet, det intime møde som skabes når vi skal finde en lyd inde i os selv. Eller hvis vi skal finde et billede inde i os selv. 

Det som altid slår mig i denne proces, er det svære i kunstværkets repræsentation af det møde som er foregået, det at bruge dokumentations formen men stadig insistere på præsentationen af kunstværkets autenticitet. Mellemrummet mellem mødet og at bære det møde med sig ind i et ophøjet rum, eller ophøje mødet mellem mig og tilfældige eller konstrueret møder er vel en intensivering af de energier og uudtalte energier som afledes i et møde. Mine møder er ofte bygget op omkring et scenarium, en ramme som konstrueres ud fra enten ideen om en følelse eller ideen om sansning.  Men ikke som en fastlagt ide om hvordan en repræsentativ udgave af mødet former sig i et udtryk i enten gaden eller udstillingsformen. Men mere som et flydende rum. 

Kunstværkets ikke færdiggørelse og åbne tids afmønstring, er en del af det som for mig forgrener sig ud i et uendeligt antal af valg og fra valg i kunstværkets proces. Men i et møde hvor rammen er eksplicit bliver kunstværket både i sin egen form i det nu som opstår i det møde og det som reelt er det vigtigt og det udviklende for både mig, beskuer og for kunsten. 

Jeg er nysgerrig på hvornår et kunstværk er et kunstværk og hvornår det holder op med at være et kunstværk. Eller hvornår det starter med at være et kunstværk. For mig har det ikke været nok at kunstværket havde en ramme som hed udstillingens lokale, men at alle dem som også var på gaden, dem som var i kontoret, dem som var på biblioteket, dem som stod i skolen og øvede sig, dem som syntes det de foretog sig ikke var kunst men pludselig fik en sansebar mærkværdig og underbar oplevelse af tilstedeværelse og det at høre til. 

At føle et stort nærvær og føle at der er noget som vi er en del af, noget som er større end os selv, men som er uudtalt. Hvad er det som ikke italesætte og som er mere end mig og det som er lige rundt om mig. Eller bare det som ikke hjælper mig men som jeg er en del af uden at skulle være andet end mig selv. 

I nogle af mine kunstværker har mine valg været at forsøge at ramme ind omkring at bruge kroppens lydorgan. At vi gennem lyd finder en følelse som vi ikke kender til men som vi halt fra barnsben har leget med og som vi stadig lululer med i voksen alderen. Vi nynner, vi synger, vi puster, vi bruger i det hele taget vores stemme på en masse måder uden vi tillægger det større værdi. Ved at fremhæve en lyd eller finde en lyd i os selv som vi umiddelbar ikke tillægger værdi, men som får værdi og krop, i en situation hvor dialogen enten er om følelser, erindringer eller nuet, giver flere spørgsmål end svar. Det er en registrering af hvordan vi arbejder med mellemrummet mellem os og hvorda9n vi gennem lyd erindre og tillægger ord og dialog betydning følelsesmæssigt. 

Hvorfor komponere du dine lydoptagelser i flere lags kompositioner i stedet for at lade dem være registreringer og enkeltlags møde?

Kompositionerne er en del af de registreringer som jeg syntes et møde har. Jeg har ikke tit ikke kun et møde men flere, nogle gange er det i grupper andre gange er det i enkelte, men flere på en dag. Som en del af kunstværkets autenticitet tillægger jeg mine møder en værdi, men i optagelsen af mødet og den omdannelse af hvordan et møde registreres og iscenesættes er valget mellem direkte 

Kompositionens rum er en flydende tid, og rækker ud over hvordan fotografiet fastholder os i et enkelt moment og de enkelte lyd filer fast holder os i et enkelt moment. Ved at kompositionen tillægger jeg optagelsen værdi og fremhæver for mig selv optagelsens øjeblik, fordi det også handler om den iscenesættelse som lyden er i sig selv. 

Ingen lyde opstår uden lag, alle har en form og en komposition, men også i mine øre en betydning. Jeg tillægger hele tiden øjeblikket en betydning, men forsøger at arbejde med at være tilstede uden betydning, som en danser til et rave party. Men hvorfor komponeres de lyde sammen i et fletværk og 

Komposition som en æstetisk helhed af detaljer, eller flere delelementer. Den del af kompositionen eller tanke om en komponeret virkeligheds autenticitet. Jeg arbejder med en helhed, ud fra situationer skabt i mødet mellem mig og dem som deltager, hvor en ramme er fastlagt, men hvor intuition og fællesenergi er med skaberen. Det umiddelbare rum som opstår dannes ud fra ideen om hvad lyd er, hvordan vi opfatter lyd og krop. Men det er ikke en samtale om lyd eller om kunst, men en nærværende samtale om hvordan vi opfatter os selv i situationer fra angst, tryghed, kærlighed og had. 

Kunstværket skal ikke italesætte en dokumentarisk form men forsøge at være et komponeret tidsbillede af tilstedeværelsen af det rum som lyden er i de møder. 

Er det kun lyd du arbejder med?

Nej, jeg har hele tiden arbejdet med at tegne og arbejder med at undervise og skabe andre udtryk som ikke kun forholder sig til krop og lyd. Men som oftest forholder jeg mig til et møde, enten mellem objekters forskellige situationer eller hvordan situationen ændres når enten objektet, subjektet eller omgivelserne ændres. Det kan være få ting som ændres som i æblebod hvor det landlige, det varme, tillidsbærende og næreværende flyttes til byens fravær og måske kolde hverdag. Hvad sker der når jeg iscenesætter de to rum i ét. For mig iscenesætter jeg begge rum og efterlader beskueren i selv at tage stilling. 

I blomsterkollektiv bliver vi en del af graffiti væggen, vi åbner os til at kunne skrive et statement men inden for en ramme som blomstens kærligheds symbol. Graffiti er domineret af subjektiv tilstedeværelse, at fremhæve et eget rum og identitet i udførelse. Her stiller jeg en væg til rådighed og åbner for et kollektivt udtryk som igen giver subjektet en mindre frihed til agerer og vise tillid til hinanden. To rum som i mine øjne sættes sammen blomstermaleriet og det mere hårde udtryk som graffiti har.