Bagom Astrid Randrup

Sociale realtioner, erindrings spor og sansede fælleskabersregler, udtrykt i krop, stemme og rum. Mellemrummets iscenesættelse af situationer, som materialiseres i et udtryk, som registrerer hverdagens normalitet, fællesskab og hierakier.

I længere tid har jeg interesseret mig for systemer og principper for vores fælleskaber som menneske. Fordi det at være menneske og at udvikle sig afhænger af hvordan vi spejler og reflektere os selv i de relationer vi indgår i. Hvordan vores genmateriale og den opvækst spiller sammen og fungere som en anerkendelse af hvem vi er og hvad vi udvikler os til. Det er en balancen mellem åndeligt liv, det sansede liv og det reflekterede liv, som jeg i mine kunstværker kommer omkring ved at registrere og gå i dialog med beskueren. For at kunne registrer fællesskaber og finde frem til forskellige sansede øjeblik og hvordan de øjeblik udvikler sig i forskellige dialogiske sammenfald, har jeg være åbent i dele af min proces for kunstværket. Det er klart at der køre altid en dialog bagved hvor meget kan kunstneren styre uden det bliver en for for diktatur og deltagelsen bliver en hjælpende hånd i det kunstværk som jeg udtrykker mere end at det er fri vilje hos deltagerne. Og et andet spørgsmål er hvornår forsvinder kunstnerens intention og symbolet bliver mudret i flere associative veje og kunstnerens ego og aftryk er væk. Det er spørgsmål som jeg er holdt op med at stille mig selv, fordi det er blevet vigtigere for mig hvordan registreringer af fælleshandlinger og udtryk kommer frem i det mellemrum mellem mennesker mere end min egen rolle som kunstner og iscenesættelsen af kunstværket.

Deltagelsen og interaktionen med publikum har været meget forskellig fra kunstværk til kunstværk. Den har til tider været helt usynlig og mere en del af processen, end selve kunstværket. Men bevidstheden om dialogen med andre er i centrum for mine kunstværker, mere end dialogen med et rum eller en tid. Styreformer, regler og egne erfaringer, hvad er det sansede fælleskabs erfaringer, hvilke aftryk sender os i de retninger som vi vælger. I 2020 skulle jeg have arbejdet med kunstværket “ øjeblikket” som er en reflektion og registrering af vikingetidens artefakter. Den registrering skulle jeg have ført sammen med 368 elever fra anden klasse i Lejre. Læs her om projektere , men det blev udskudt til 2021. I projektets kerne ligger ideen om Odins øje og den tid det tager at få indsigt som menneske. Når vi i et fællesskaber går ind og registrer bevægelse og ornamentik, men også fortællinger som binder vores eget øje og indsigt ind i de registreringer som vi gør med krop og refleksion, ser jeg et sammenfoldet udtryk hvor dialogen og fællesrefleksionen træder frem. Det bliver ikke kun læring men mellemrummets usynlige bånd. I de regelsæt jeg skaber for vores dialoger forsøger jeg at beholde “ det frie menneske” ikke kun i hvor vores verbale dialog kan føre os hen, men også vores fælles kropslige sansninger. Når jeg ligger en begrænsning i materialitet, det vil sige at jeg peger på det materiale og den vej kunstværket peger så giver det vores rytmiske og kompositoriske frirum. Det ville være som at starte med en tromme, en guitar og en fløjte og at vi spiller Odins sang. Men vi ved ikke hvordan melodien og rytmen er endnu. Et venskab har også sine udgangspunkter og starter fra et sted, men rytmen og sangen skabes i den dialog vi skaber sammen.

I et regelsæt som fx. Mal en A3 en farve og sæt den op på opslagstavlen. Hvis reglen ikke bliver uddybet, vil spørgsmål fra deltager være forskellige fx. Er der en bestemt måde de skal males på? Er der et system for hvordan vi skal hænge dem op?

Nogle vil kaste sig ud i at begynde og male A3 papir og elske bare at flyde der ud af uden at vide hvor det skal hen. De tager hensyn men hviler også i deres proces.

Andre igen tager styringen og styre de andre; “ jeg syntes vi alle ligger vores egne malede A3 papirer på gulvet og ser hvilke det passer sammen” “ jeg syntes vi skal hænge vores egne op og skabe små firkanter til vores egne og senere få dem til at hænge sammen.

Alle dialoger og mulige rum for interaktion er til stede i et æstetisk sansede rum og tid. En simpel handling viser alle sine muligheder og nu længere tid vi står med muligheden nu mere kommer individuelle bud på hvordan vi kan bryde med regel, men stadig være inden for rammen.