astridrandrup

Fællessang og kropslig dialog, proces

Sociale realtioner, erindrings spor og sansede fælleskabersregler, udtrykt i krop, stemme og rum. Mellemrummets iscenesættelse af situationer, som materialiseres i et udtryk, som registrerer hverdagens normalitet, fællesskab og hierakier. I længere tid har jeg interesseret mig for systemer og principper for vores fælleskaber som menneske. Fordi det at være menneske og at udvikle sig afhænger af hvordan vi spejler og reflektere os selv i de relationer vi indgår i. Hvordan vores genmateriale og den opvækst spiller sammen og fungere som en anerkendelse af hvem vi er og hvad vi udvikler os til. Det er en balancen mellem åndeligt liv, det sansede liv og det reflekterede liv, som jeg i mine kunstværker kommer omkring ved at registrere og gå i dialog med beskueren. For at kunne registrer fællesskaber og finde frem til forskellige sansede øjeblik og hvordan de øjeblik udvikler sig i forskellige dialogiske sammenfald, har jeg være åbent i dele af min proces for kunstværket. Det er klart at der køre altid en dialog bagved hvor meget kan kunstneren styre uden det bliver en for for diktatur og deltagelsen bliver en hjælpende hånd i det kunstværk som jeg udtrykker mere end at det er fri vilje hos deltagerne. Og et andet spørgsmål er hvornår forsvinder kunstnerens intention og symbolet bliver mudret i flere associative veje og kunstnerens ego og aftryk er væk. Det er spørgsmål som jeg er holdt op med at stille mig selv, fordi det er blevet vigtigere for mig hvordan registreringer af fælleshandlinger og udtryk kommer frem i det mellemrum mellem mennesker mere end min egen rolle som kunstner og iscenesættelsen af kunstværket.

Deltagelsen og interaktionen med publikum har været meget forskellig fra kunstværk til kunstværk. Den har til tider været helt usynlig og mere en del af processen, end selve kunstværket. Men bevidstheden om dialogen med andre er i centrum for mine kunstværker, mere end dialogen med et rum eller en tid. Styreformer, regler og egne erfaringer, hvad er det sansede fælleskabs erfaringer, hvilke aftryk sender os i de retninger som vi vælger. I 2020 skulle jeg have arbejdet med kunstværket “ øjeblikket” som er en reflektion og registrering af vikingetidens artefakter. Den registrering skulle jeg have ført sammen med 368 elever fra anden klasse i Lejre. Læs her om projektere , men det blev udskudt til 2021. I projektets kerne ligger ideen om Odins øje og den tid det tager at få indsigt som menneske. Når vi i et fællesskaber går ind og registrer bevægelse og ornamentik, men også fortællinger som binder vores eget øje og indsigt ind i de registreringer som vi gør med krop og refleksion, ser jeg et sammenfoldet udtryk hvor dialogen og fællesrefleksionen træder frem. Det bliver ikke kun læring men mellemrummets usynlige bånd. I de regelsæt jeg skaber for vores dialoger forsøger jeg at beholde “ det frie menneske” ikke kun i hvor vores verbale dialog kan føre os hen, men også vores fælles kropslige sansninger. Når jeg ligger en begrænsning i materialitet, det vil sige at jeg peger på det materiale og den vej kunstværket peger så giver det vores rytmiske og kompositoriske frirum. Det ville være som at starte med en tromme, en guitar og en fløjte og at vi spiller Odins sang. Men vi ved ikke hvordan melodien og rytmen er endnu. Et venskab har også sine udgangspunkter og starter fra et sted, men rytmen og sangen skabes i den dialog vi skaber sammen.

I et regelsæt som fx. Mal en A3 en farve og sæt den op på opslagstavlen. Hvis reglen ikke bliver uddybet, vil spørgsmål fra deltager være forskellige fx. Er der en bestemt måde de skal males på? Er der et system for hvordan vi skal hænge dem op?

Nogle vil kaste sig ud i at begynde og male A3 papir og elske bare at flyde der ud af uden at vide hvor det skal hen. De tager hensyn men hviler også i deres proces.

Andre igen tager styringen og styre de andre; “ jeg syntes vi alle ligger vores egne malede A3 papirer på gulvet og ser hvilke det passer sammen” “ jeg syntes vi skal hænge vores egne op og skabe små firkanter til vores egne og senere få dem til at hænge sammen.

Alle dialoger og mulige rum for interaktion er til stede i et æstetisk sansede rum og tid. En simpel handling viser alle sine muligheder og nu længere tid vi står med muligheden nu mere kommer individuelle bud på hvordan vi kan bryde med regel, men stadig være inden for rammen.

Fælles, sammen og symmetriske ?

Et fællesskab starter,

der er blod på tanden,

vi er enige og forelsket i vores ide, mens vi forbereder os på at overtage verden.

Vi forstår hinandens regler, systemer og principper.

Vi afmattes og trætheden sniger sig ind på os, vi overhøre, markere egne holdninger, vi glemmer.

I Forskydningerne og knopskydninger, dukker pludselig et ”manner” op. Vinduet som opretholder symmetri. Dets funktion er frarøvet, eller frakoblet det oprindelige, vi ser ikke ud af det og vi genspejles ikke.

Processen i Samskabelsen “øjeblikket”

Udsat på grund af COvid 19 til 2021

Samarbejde mellem Kunstner Astrid Randrup,
Lejres Kommunes børnekulturelle indsats Dronte, Lejre Museum.

skitse oplæg til offentlig kunstværk på Lejre museum 2020

2020 skitse til samskabende kunstværk til Lejre museum

Kunstværkets titel ”Øjeblikket”

Kunstværket er et kollektivt og samskabende kunstværk, som trækker på traditioner inden for deltager base- ret skulptur. Skulpturen i sit endelige udtryk placeres udenfor, så forbi passerende kan betragte det rundt om, inden i og i alle tider på døgnet. Astrid Randrup har skabt en ramme, hvor elever fra hele Lejre kommune deltager aktivt, med at skabe deres ekkoer af oldtiden. Eleverne skaber fælles nutid, sansning om det at se og dele det at se forskelligt. De deler egne ideer om balance, symmetrier og asymmetrier, og om lyset og bevæ- gelses betydning for form og rum. Se processen for udviklingen af kunstværket for at få et godt indtryk af hele processen.

Astrid Randrups ide med kunstværket og sammenkoblingen med et undervisningsforløb.

Eleverne deltager i et anderledes sanseligt undervisningsforløb, ”Helhed og deltalje” hvor formålet er at blive inspireret til et fælleskunstværk, af Lejre museums visuelle effekter. Artefakterne er udgravet fra de nærlig- gende omgivelser og vi tager specielt udgangspunkt i den lille Odin figur som er fundet på bakkerne bag museet. Astrid har i et stykke tid interesseret sig for menneskers fælleshistorie, hvordan vi skaber et fælleskab og hvordan menneskets nære relationer, er med til at skabe deltagelse i større sammenhæng. Hendes interesse for større og mindre relationer har ført hende fra lydkunstværket Grundtonen, til hjerte kor, til flere samska- bende projekter hvor læring, proces og udtryk sammenkædes. Hun gør brug af den interesse i ”Øjeblik” projektet ved at samskabe med børn, hvor der både er en sanselig læring og leg til stede, men også en udveksling af opfattelser og anskuelser af det sansede.

Det er specielt fortællingen om Odins øje, som han giver i pant for at drikke af mimers brønd, her får han større viden og mere indsigt. Det sammen kobler kunstneren med de registreringer og forestillingsverdener som eleverne skaber ud fra museets smykkers ornamentik og mønstrenes betydninger, og åndelige referencer. Odin kan i sin betydning forstås på mange niveauer og Astrid vil gerne have eleverne med på ideen om; Det at se og se mere end det vi kan tage at føle på.

Et lille tekststykke om baggrunden for Astrid Randrups interesse i Odin og ornament.

Asger Jorn

CITAT: Asger Jorns ord om Ornamentik og Oldtid: ”Odin kan bevæge sig i tid og rum, hvis jeg sammenhol- der det med, tanker ideer om at arkitektur og ornament er vi mennesker nød til at leve i en organisk tilværelse, dvs. Vi skal samarbejde med den måde vi bygger og sanser vores omgivelser på. Vi kan ikke fordomsfuldt konstruere alt efter funktion, men også ud fra hvordan det mærkes og opleves fysisk såvel som psykologisk. Vi lever i rytmer, at vi mennesker har en rytmisk opfattelse af vores liv. Vi kan ikke leve som en metronom, lige som andre dyre arter heller ikke kan. Så det handler ikke kun om at skabe organiske former, men om at skabe organi- ske samarbejde mellem mennesker og dets omgivelser.” Hvad betyder det når han lader sit ene øje være pant for at drikke af mimers brønd, hvad er øjet et symbol for og hvad sker der når du bliver en øjet?

Processen

Astrid og Eleverne arbejder i processen med egne fortolkninger, kollektive fortolkninger og hvordan ma- terialer, lys, sted og tid spiller sammen i et skulpturelt kunstværk. Kunstværkets proces er også en fælles registrering af vores ide om synsoplevelsen. En registrering af objekt og hvad det indebærer, at danne et synsindtryk af objektet, og samtidig foretage en perceptuel kategorisering af objektet. Eleverne og Astrid kaster sig ud i undersøgelsens af ideen om at få indsigt, at kunne se mere end det som er lige foran os. De vil undersøge, hvad det vil sige at sanse sammen.

Bevægelse, handling og genkendelse af mønster.

1.Dag
Eleverne møder museets formidler og Kunstneren Astrid Randrup. Eleverne arbejder på første dagen også med ornamentikker i museets genstande og kommer tættere på den lille Odin figur. Alt undersøges med kroppen og sanserne først bl. ved at genskabe ornamentikkens bevægelser med reb, collage og tegninger. Eleverne udføre flere forskellige øvelser, hvor de oplever at se med lukkede øjne, kun at se med et øje og se med hinandens øjne ved genfortælling. Eleverne arbejder på første dagen også med ornamentikker i museets genstande og kommer tættere på den lille Odin figur. Alt undersøges med kroppen og sanserne først bl. ved at genskabe ornamentikkens bevægelser med reb, collage og tegninger. . Alle øvelserne leder eleverne og Astrid Randrup på sporet af, hvad det vil sige at undersøge det, vi interesserer os for, og lave et forarbejde til deres fælleskunstværk.

2.Dag
Anden dagen skal elevernes skabe deres del af fælleskunstværket. Vi starter med at se på gårsdagens tegnin-ger og danne os et overblik over, de vigtigst skitser for os. Vores materiale er stof, organza, hør, bomuld og snor.
Stoffets historie og udformning hænger for Astrid godt sammen med vævning, fletning, struktur og knuder. Vævning og fletning har været til stede over det hele i oldtiden og har stor betydning for Oldtidens udtryk i smykker og våben. I vævning og fletning er der en sammenkobling mellem ornamentikken og oldtidfolkets hverdag, som trækker tråde til den åndelige og den simple verden. De ritualer som Astrid benytter vil hun se om kan skabe en realtion for eleverne, til kunstværkets åndelige del og til de handlinger som eleverne og hun udføre sammen.


Sammen komponerer alle én fælles cirkel på 130 cm i diameter, med deres former.
Dialogen vil være det endelige resultat, inden cirklen hænges op i den store konstruktion uden for.

Elever og Astrid flytter sammen rundt på former som eleverne har klippet, først flytter vi rundt på dem på et sort stykke stof. Efterfølgende sætter vi dem fast med tape på gennemsigtigt stof og ser, hvad der sker, når lyset fanger formerne.

Flytning af udklippet stofstykker

Test af stof og muligheder i forskellige stof typer og hvad børn og jeg kan klippe intuitivt, med visuelt og sanseligt indspark fra oldtiden.

Skitse af proces, imens vi hænger ringene op i løbet af to måneder

CITAT:
Asger Jorns ord om Ornamentik og Oldtid:
”Vi lever i rytmer, at vi mennesker har en rytmisk opfattelse af vores liv. Vi kan ikke leve som en metronom, lige som andre dyre arter heller ikke kan. Så det handler ikke kun om at skabe organiske former, men om at skabe organiske samarbejde mellem mennesker og dets omgivelser.”
Citat:
“Stilens historie er ikke et kedeligt skema over mønstre og ornamenter, men læren om menneskesin-dets synlige udtryk i det mindste og i det største. Vi prøver ved studiet af den at skelne klangfarven i de vekslende slægters stemme og læse deres hånds skrift. Ikke for at efterligne dem, og slet ikke for at imponere med navne og titler, men for at forstå den verden, vi har fået i arv, og virker i. “
–R. Broboy-Johansen, hverdagskunst – verdenskunst

Ideen om det at være menneske i et fælleskab

Hvordan positionere vi os selv i verden? Hvad skal der til for at vi føler samhørighed? flow om du vil? Hvad er det egentlig vi bliver så stresset af? hvad vil du gerne?
Du har sikkert selv nogle svar på disse spørgsmål, men jeg vil lade dem være dine svar, og ikke selv komme med svar på hvorfor eller hvordan. Jeg vil forsøge at italesætte sammenhængen mellem et æstetisk fællesskab og et fragtmenteret fællesskab. Og stille spørgsmål til vores store og små fællesskaber.

Hvert menneske har et historisk selv, og er ikke en ting eller et stykke natur. Vi høre til naturen, det kan vi vist ikke benægte. Vi er i kraft af vores erindringer, vores historiske selvbillede og de symbolske forbindelser, som opstår mellem os. Og så er der vist også lidt genetik med i spillet. De kulturelle dialoger og selvforståelser kan både være en sovepude, en tryghed og et sted vi udvikler os fra. Men hvordan lære vi at forstå vores kulturelle fragtmenter? Hvilke kulturelle forståelser opdrages vi til at være en del af, og hvordan forstår vi det at være en del af “noget”?

Fællesskab, det at vi høre til noget, eller at vi i vores historie kan forbinde linjer som giver mening på tværs af andet en afgrænsede linjer ved landegrænser fx at tiden og eksistensen af os selv sammen med andre bliver til i kraft af vores egen væren og forståelse af egen væren.

Citat: Olesen, J (2003) sansning, følelser, krop og bevidsthed;
Merleau-ponty; anerkender åndelighed – forstået som intellektuel tænkning eller som det at diskutere og debattere – som kropslig handling. Han ser ikke sjæl, psyke ånd eller intellekt som noget immaterielt oppe i bevidstheden, eller oppe hos guderne. Merleau-ponty mener, at vi, via kropslige væren i verden, ikke kan andet end at leve i den perciperede og sansede verden. Samtidig mener han, at vi retroperspektivt kan gå forbi den perciperede og sansede verden, via reflekterede bevidsthed eller via interllektet, næsten så langt at vi “glemmer”, at samme perception og sansning – og dermed kroppens væren i verden – er udgangspunktet for vores intellekts bidrag til vores ide om sandhed.

Et æstetisk input fra side linjen: Symmetrisk eller asymmetrisk samværd kan være lukket eller åbne forhold. Symmetrisk spejler vi hele tiden hinanden, vi spejler vores linjer og bevægelser. Vi følger hinanden, og vil forstår hinanden. Vi vil gerne være hinandens spejlbilleder. Asymmetrisk her er der rum til at forstå det den ene ikke forstår, vi spejler os ikke, men mimer lidt og bevæger os hen imod en samlet komposition som giver mening. Asymmetriske bevægelse med symmetrien, som forbillede.

Vi lever i et fragtmenterede selvbillede, der kun bliver tydeligere af de digitale medier. Men det er ikke kun de digitale medier, som er med til at skabe fragtmenteringen, det er i lige så højgrad nomade tilværelsen eller det at vi flytter os rundt i verden meget hurtigt og skal tilpasse os større kultursammensætninger end før. Hvis vi som mennesker har brug for at høre til en helhed og den helhed bliver ved med at forandre sine detaljer, fare vi vild i viledende svar.
– Hvis man i sine spørgsmål forventer bestemte svar stiller, man de forkerte spørgsmål.
– Kierkegaard: “relationens essens er at begge personer i mødet er villige til forandring”

Hvordan imødekommer vi at vi i de nye relationer skal være parate til at forandre os?
Hvad sker der når vi forsvinder fra det vi var før?
Hvad vil det sige at leve uden en religion, men have forkus på et åndeligt fælleskab på tværs af kultur, religion og etnicitet?

Når vi giver slip og lader gud være gud, men lader kærlighed træde til og giver slip på egne svar i kulturelle og symbolske spørgsmål, hvordan kan det modtages?

Hvis symbolet for vores fællesskab, på tværs af religion, kultur og etnicitet, bliver for komplekst og udefineret så kan ingen relatere sig til det, hvis symbolet bliver for en sporet og lukket kan ingen relatere sig til det. Dilemmaet i en fællessang på tværs er ikke handlingen men betydningen af ord i sangen, måske endda rytmen og melodien. Men handlingen er vi alle enige om giver os fornemmelsen for sammenhold og at høre til. Betydningen af at være menneske i et samfund, hvor anerkendelse af et andet menneske starter med, vi gør dette sammen.

Det som forbinder os er lige så vel det som frakobler os. i vores krop har vi en naturlig forståelse af at være sammenkoblet med noget andet end os selv. Det er hele grundvilkåret for at være født. Vi bliver født af og trukket ud af noget andet, hvor vi frakobles for første gang en andens krops fysisk. Men mentalt forstår vi flere måneder senere at vi er igang med at finde vores egen krop og vores eget rum. Vi har en lang periode foran os, hvor vi kobler denne forbindelse til verden op eller ind i andres koblinger. knapper os sammen eller knapper os op, vi knapper os fra eller knapper os til.

Kort fortælling om min lyd

Listen to some of the sound artwork at Soundcloud.

hverdagens lyd, flygtig og et simpelt materiale, som vi registrere og lader passere i vores sanse apparat. Det passere uden større opmærksomhed, eller vi piller enkelte lyde fra og fokusere ind på dets egenart, dets stemnings angivende fylde og dets rytmer. Betydninger og ikke betydninger svinger i pendulfart som et musik stykke der både udtrykker ligegyldigheder, morsomheder og skrækkelige historier. Sådan har jeg i mange år gået og lyttet til verden gennem en lydoptager, nogler optagelser bedre end andre. Men det vigtige var ikke kvaliteten af lydoptagelsen, men tidspunktet, tilfældighedernes rum og tidens rytme i tilfældighedernes sammenfald. Som Tanja Schlander siger så har vi inddelt vores ide om oplevelse af lyd i et heraki der minder om den bedste realistiske maleri. Men hvis sammenspillet mellem tid og sted passer til ens ide om hverdagens optagelser, hvordan inddeler vi så herakisk vores optagelser. Der er optagelsr hvor stemmen står klart og tydeligt frem, hvor alt støj er minimal fra optagelsens tilstedeværelse, vi er i tæthed med stemme. Men sidder vi helt inde i stemme eller er vi uden for personen? Er det ordne eller selve stemmen vi ligger mest mærke til.

I lang tid var det denne søgen rundt i lyd arkiver, historiske lydkunstværker og et spørgsmål om at bruge et materiale der kunne være tilstede som musikkens materiale. Kunne jeg opnå et sanseligt sted hen hvor lydværkerne ikke spillede på klassiske stemningsbaseret rum(med instrumenter), men italesætte forholdet mellem billedelige kropslige sanselighed. Uden at pådutte andre et følelsesladet ensbetydende forhold.

I de sidste par lydværker er stemmen blevet undersøgt som et kropsligt ydre og indre. Et materiale som kommunikere på flertdygige, sanselige lag. Stemmens rum, stemmens rytmer, stemmens konkrete ord i deres abstrakte betydninger og dets evene til at gengive modsigende eller underbyggende betydning.

Kroppen og stemmens betydning i bevægelse og klang, lyden som vi korrigere og stemmer ind efter, hvordan orderen skal lande og klinge en iscenesat situation. Her fra opstod kunstværket “Grundtonen”, ” hjertemix” (kor af folk som synger deres hjerte), “Orkanen fanges i mit sommerfuglenet” (kor af børn som synger en orkan), og Eufonisk råber vi af eftertiden.

tanker om eufonisk råber de

Musikalske og billedelige udtryk hænger sammen med min interessere for hvordan lyden, musikken og billedet bindes sammen og frakobles hinanden. Hvordan registreringer af relationer, stemninger, bevægelser og rum forbindes med krop og stemme. Stemmen registrer vores kropslige intuitive forhold og stemmer sig ind efter hvordan vi på få sekunder registrer stemning, betydning af situationen og hvordan vi vælger at udtrykke os over for hinanden.

I erindringsbilleder finder vi en betydning i de elementer, som vi komponere vores erindring med, vi skaber intuitivt et minde. Når jeg beder deltager om at råbe eller viske deres erindringsbilleder bliver de bevidste om deres krop og den stemning, som et minde kan frembringe. De bliver bedt om at gå ind i dem selv og finde et rum. Har dette rum en stemning eller er det som en god latter? – hvor relationen til det vi griner af skabes gennem erfaringer i kroppen sansninger.

For at registrer stemmen, tiden, rytmen og lydens egenart, er deltagelsen af forskellige folk vigtig, den iscenesatte form er vigtig. For at skabe et øjeblik hvor personer tilfældigt elelr bevidst vælger, i et offentligtrium at gå ind i dem selv og finde et sted i dem selv, som de udtrykker i toner eller ord. Jeg undersøger et udtryk, som mine aktiveringer af lytteren eller beskueren, er med til at skabe, men i en situation som er i scenesat. Inden for en ramme, hvor metode og udtryk kombineres til at kunne centrer sig ind om fx stemmens bearbejdelser af erindringer. Det er et udtryk som eksperimentere med vores opfattelse af ord, tid og rum, en undersøgelse af de medfølgenede stemninger vi tillægger i lyden og i ordene. Beskueren bliver ofte bedt om at gå ind i sit eget rum, sin egen sansning af en stemning eller følelse hvor de giver intuitivt udtryk for deres ide om lyden.
Beskueren opholder sig i et ydre og indre billede i performancen, hvor kroppen er en form for median.

små tanker om deltagerbaseret kunst og kollektivkunst

I kollektive kunstværker, i samarbejds projekter eller i projekter hvor forskellige har den ledende rolle fylder et ego mere eller mindre. Hvornår skal et ego, et selvcentreret selv fylde og hvornår skal det gå på kompromis?

I mine registreringer af menneskets fællesrum, de rum hvor vi relatere os til hinanden, de rum hvor vi skal lære at være menneske ud over de egenskaber vi er født med, har jeg fokuseret på de handlinger som vi udføre sammen, og i de handlinger fundet æstetiske spor. Jeg undersøger eller leder efter udviklingen af hvordan vi afgøre et fællesafsæt. Med det mener jeg hvordan vi både er frisat og i en ramme som kan frisætte vores fællesværen og give plads til individet, æstetisk, sanseligt, åndeligt og symbolsk betydende.

Jeg iscenesætter en situation, hvor handlinger imitere et relationelt eller socialt rum. Jeg iscenesætter de sansninger og rum, som udfolder en ide om et mellemrum og grænser, som jeg italesætter forskelligt fra kunstværk til kunstværk. I vores hverdag og dets små handlingsforløbs, sætter vi spor i vores erindringer, som udtrykkes i vores kropsholdninger, vores klange i stemmen og vores farver og udformingen af beklædninger. De små forandringer som over tid, sætter spor, kobles på sansningen af rum, toner, rytmer og ting. Mellem personers indre og ydre sammenspil og forståelser af den verden, som vi giver udtryk for, lander et materiales sandheder og metoder til at kunne afsløre, eller gemme væk.

Deltagelse
Ved at opsætte en scene eller et iscensat rum, hvor deltagese bliver til en kollektiv sansning. – det er et af de spørgsmål, som jeg har stillet mig selv mange gange. Hvornår er mit kunstværk en del af et kollektivt rum eller et rum hvor vi aktivt deltager i hinandens sansning? Er det deltagelsen som handling eller sansningens endelige udtryk som forbliver kunstværket, eller kan det have lov til at være begge dele? I mine kunstværker har jeg længe spillet på flere tider i kunstværkets udtryk. Igennem historien har mange kunstnere arbejdet med dokumentation og kunstværk, tidsrelateret opløste kunstværker og faste rammer som forsøges at brydes. Mellemrummet mellem kunstværk og flygtighed er tilstede alle steder, og fylder også meget i mine tidligere kunstværker. Jeg føler mig bundet af at skulle registrer og dokumentere mine iscenesatte kunstværker, for at være tilstede i verden. Samtidig udvikler mine egne registreringer sig i dokumentationens rum. Registreringer af mødet med et andet menneske og et øjebliks udveksling.

Blomst, deltager baseret kunstværk 2018, stencil af blomster, akryl farve, mur, opvaskesvamp. 10×2,5m

Den kollektive kunst i min praksis
– er udlevet i kollektiver som Lyd gruppen Sweet Noise (Tanja Schlander og Astrid Lomholt) og Performance gruppen NA ( Nelly og Astrid ): 

Når vi taler om at være i Kollektive kunst og hvordan vi indgår i dialog med hinanden på kollektiv basis. Vi frasiger os ikke vores stemme ej heller vores identitet, men imødekommer at vores identitets samklang. Vi stemmer i rytme, form, klang, dynamik og indgå i et fælles forum. Nogen gange høres vi tydeligt mens andre gange er vi bagrund til andre. Vi sammenspiller på et plan hvor vi hele tiden mærker os selv og de andre med det fokus at vi skal skabe sammen. 

Samarbejde
Når et samarbejde lykkes står alle tilbage med en følelse af at være en del af noget imellem dem. Relationen og dynamik i et samarbejde, leder ofte mig væk fra mit ego, men også tættere på. At mærke afgrænsningen af min egen forståelse af et område, bevæge sig og udvide sig, i samtaler og materielle undersøgelser og forøg, er udfordrende men udviklende. Der hvor rytmen og energien får lov at være i uballance for at ramme en balance og snige sig ind i et målområde, for igen at blive opløst og forsvinde. At give hånd, som passer perfekt i en andens hånd et øjeblik, for derefter at give slip. At grine. Tingen er i kraft af de bevægelser, farver og rummelige dannelser, som den giver udtryk for. Det giver mulighed for noget andet, end mit eget billede af verden. Det er hvad et fællesprojekt kan for mig.