astridrandrup

Kort fortælling om min lyd

Listen to some of the sound artwork at Soundcloud.

hverdagens lyd, flygtig og et simpelt materiale, som vi registrere og lader passere i vores sanse apparat. Det passere uden større opmærksomhed, eller vi piller enkelte lyde fra og fokusere ind på dets egenart, dets stemnings angivende fylde og dets rytmer. Betydninger og ikke betydninger svinger i pendulfart som et musik stykke der både udtrykker ligegyldigheder, morsomheder og skrækkelige historier. Sådan har jeg i mange år gået og lyttet til verden gennem en lydoptager, nogler optagelser bedre end andre. Men det vigtige var ikke kvaliteten af lydoptagelsen, men tidspunktet, tilfældighedernes rum og tidens rytme i tilfældighedernes sammenfald. Som Tanja Schlander siger så har vi inddelt vores ide om oplevelse af lyd i et heraki der minder om den bedste realistiske maleri. Men hvis sammenspillet mellem tid og sted passer til ens ide om hverdagens optagelser, hvordan inddeler vi så herakisk vores optagelser. Der er optagelsr hvor stemmen står klart og tydeligt frem, hvor alt støj er minimal fra optagelsens tilstedeværelse, vi er i tæthed med stemme. Men sidder vi helt inde i stemme eller er vi uden for personen? Er det ordne eller selve stemmen vi ligger mest mærke til.

I lang tid var det denne søgen rundt i lyd arkiver, historiske lydkunstværker og et spørgsmål om at bruge et materiale der kunne være tilstede som musikkens materiale. Kunne jeg opnå et sanseligt sted hen hvor lydværkerne ikke spillede på klassiske stemningsbaseret rum(med instrumenter), men italesætte forholdet mellem billedelige kropslige sanselighed. Uden at pådutte andre et følelsesladet ensbetydende forhold.

I de sidste par lydværker er stemmen blevet undersøgt som et kropsligt ydre og indre. Et materiale som kommunikere på flertdygige, sanselige lag. Stemmens rum, stemmens rytmer, stemmens konkrete ord i deres abstrakte betydninger og dets evene til at gengive modsigende eller underbyggende betydning.

Kroppen og stemmens betydning i bevægelse og klang, lyden som vi korrigere og stemmer ind efter, hvordan orderen skal lande og klinge en iscenesat situation. Her fra opstod kunstværket “Grundtonen”, ” hjertemix” (kor af folk som synger deres hjerte), “Orkanen fanges i mit sommerfuglenet” (kor af børn som synger en orkan), og Eufonisk råber vi af eftertiden.

tanker om eufonisk råber de

Musikalske og billedelige udtryk hænger sammen med min interessere for hvordan lyden, musikken og billedet bindes sammen og frakobles hinanden. Hvordan registreringer af relationer, stemninger, bevægelser og rum forbindes med krop og stemme. Stemmen registrer vores kropslige intuitive forhold og stemmer sig ind efter hvordan vi på få sekunder registrer stemning, betydning af situationen og hvordan vi vælger at udtrykke os over for hinanden.

I erindringsbilleder finder vi en betydning i de elementer, som vi komponere vores erindring med, vi skaber intuitivt et minde. Når jeg beder deltager om at råbe eller viske deres erindringsbilleder bliver de bevidste om deres krop og den stemning, som et minde kan frembringe. De bliver bedt om at gå ind i dem selv og finde et rum. Har dette rum en stemning eller er det som en god latter? – hvor relationen til det vi griner af skabes gennem erfaringer i kroppen sansninger.

For at registrer stemmen, tiden, rytmen og lydens egenart, er deltagelsen af forskellige folk vigtig, den iscenesatte form er vigtig. For at skabe et øjeblik hvor personer tilfældigt elelr bevidst vælger, i et offentligtrium at gå ind i dem selv og finde et sted i dem selv, som de udtrykker i toner eller ord. Jeg undersøger et udtryk, som mine aktiveringer af lytteren eller beskueren, er med til at skabe, men i en situation som er i scenesat. Inden for en ramme, hvor metode og udtryk kombineres til at kunne centrer sig ind om fx stemmens bearbejdelser af erindringer. Det er et udtryk som eksperimentere med vores opfattelse af ord, tid og rum, en undersøgelse af de medfølgenede stemninger vi tillægger i lyden og i ordene. Beskueren bliver ofte bedt om at gå ind i sit eget rum, sin egen sansning af en stemning eller følelse hvor de giver intuitivt udtryk for deres ide om lyden.
Beskueren opholder sig i et ydre og indre billede i performancen, hvor kroppen er en form for median.

små tanker om deltagerbaseret kunst og kollektivkunst

I kollektive kunstværker, i samarbejds projekter eller i projekter hvor forskellige har den ledende rolle fylder et ego mere eller mindre. Hvornår skal et ego, et selvcentreret selv fylde og hvornår skal det gå på kompromis?

Jeg iscenesætter en situation, hvor handlinger imitere et relationelt eller socialt rum. Jeg iscenesætter de sansninger og rum, som udfolder en ide om et mellemrum og grænser, som jeg italesætter forskelligt fra kunstværk til kunstværk. I vores hverdag og dets små handlingsforløbs, sætter vi spor i vores erindringer, som udtrykkes i vores kropsholdninger, vores klange i stemmen og vores farver og udformingen af beklædninger. De små forandringer som over tid, sætter spor, kobles på sansningen af rum, toner, rytmer og ting. Mellem personers indre og ydre sammenspil og forståelser af den verden, som vi giver udtryk for, lander et materiales sandheder og metoder til at kunne afsløre, eller gemme væk.

Deltagelse
Ved at opsætte en scene eller et iscensat rum, hvor deltagese bliver til en kollektiv sansning. – det er et af de spørgsmål, som jeg har stillet mig selv mange gange. Hvornår er mit kunstværk en del af et kollektivt rum eller et rum hvor vi aktivt deltager i hinandens sansning? Er det deltagelsen som handling eller sansningens endelige udtryk som forbliver kunstværket, eller kan det have lov til at være begge dele? I mine kunstværker har jeg længe spillet på flere tider i kunstværkets udtryk. Igennem historien har mange kunstnere arbejdet med dokumentation og kunstværk, tidsrelateret opløste kunstværker og faste rammer som forsøges at brydes. Mellemrummet mellem kunstværk og flygtighed er tilstede alle steder, og fylder også meget i mine tidligere kunstværker. Jeg føler mig bundet af at skulle registrer og dokumentere mine iscenesatte kunstværker, for at være tilstede i verden. Samtidig udvikler mine egne registreringer sig i dokumentationens rum. Registreringer af mødet med et andet menneske og et øjebliks udveksling.

Blomst, deltager baseret kunstværk 2018, stencil af blomster, akryl farve, mur, opvaskesvamp. 10×2,5m

Den kollektive kunst i min praksis
– er udlevet i kollektiver som Lyd gruppen Sweet Noise (Tanja Schlander og Astrid Lomholt) og Performance gruppen NA ( Nelly og Astrid ): 

Når vi taler om at være i Kollektive kunst og hvordan vi indgår i dialog med hinanden på kollektiv basis. Vi frasiger os ikke vores stemme ej heller vores identitet, men imødekommer at vores identitets samklang. Vi stemmer i rytme, form, klang, dynamik og indgå i et fælles forum. Nogen gange høres vi tydeligt mens andre gange er vi bagrund til andre. Vi sammenspiller på et plan hvor vi hele tiden mærker os selv og de andre med det fokus at vi skal skabe sammen. 

Samarbejde
Når et samarbejde lykkes står alle tilbage med en følelse af at være en del af noget imellem dem. Relationen og dynamik i et samarbejde, leder ofte mig væk fra mit ego, men også tættere på. At mærke afgrænsningen af min egen forståelse af et område, bevæge sig og udvide sig, i samtaler og materielle undersøgelser og forøg, er udfordrende men udviklende. Der hvor rytmen og energien får lov at være i uballance for at ramme en balance og snige sig ind i et målområde, for igen at blive opløst og forsvinde. At give hånd, som passer perfekt i en andens hånd et øjeblik, for derefter at give slip. At grine. Tingen er i kraft af de bevægelser, farver og rummelige dannelser, som den giver udtryk for. Det giver mulighed for noget andet, end mit eget billede af verden. Det er hvad et fællesprojekt kan for mig.