lerholdigt, amorft eller mikrokrystallinsk, forvitringsprodukt af forskellige jernmineraler, organisk stof, kalk, sand og ler
Dykker ned i jordens betydning for os mennesker, både indeni og ude. Mens jeg lytter til Ulla Koch fortælle om de første alfabeter, og Nelson Goodman beskrivelser af farve og følelse. Okker er mit nyeste materialevalg, der symboliserer blandingen af jordens elementer og de tatoveringer, mennesker, dyr og naturen selv skaber på dens overflade. Min tilgang drejer sig om følelser og farve, og hvordan de påvirker vores opfattelse af verden. Gennem mine eksperimenter med fotografier søger jeg at kombinere følelse og farve, hvor dialogen mellem mennesker og jorden, muligvis læner sig opad 10.000 års fortællinger. Vi skraber i overfladen og kan kun vende tilbage til vores natur ved at se udbyttet i og fornuft. Vi er både skygger af jorden og kaster skygger på jorden. Dialog med jorden er nøglen til at udforske dette forhold. #Kunst #NaturensForbindelse #FarveOgFølelse
Sociale realtioner, erindrings spor og sansede fælleskabersregler, udtrykt i krop, stemme og rum. Mellemrummets iscenesættelse af situationer, som materialiseres i et udtryk, som registrerer hverdagens normalitet, fællesskab og hierakier.
Jeg interesser mig for systemer og principper for vores fælleskaber som menneske. Fordi det at være menneske og det at udvikle sig afhænger af hvordan vi spejler og reflektere os selv i vores relationer. Det er en balancen mellem åndeligt liv, det sansede liv og det reflekterede liv, som jeg i mine kunstværker kommer omkring ved at registrere og gå i dialog med beskueren.
I dele af mine kunstneriske processer, er jeg meget åben og registrer fællesskaber og forskellige kollektive sansede øjeblikke, og hvordan det sansede øjeblik udvikler sig i forskellige dialogiske sammenfald.
Deltagelsen og interaktionen med publikum har været meget forskellig fra kunstværk til kunstværk. Den har til tider været helt usynlig og mere en del af processen, end selve kunstværket, men bevidstheden om dialogen med andre, er et centrum for mine kunstværker.
Hvad skal der til for at skabe et godt fællesskab, hvilke Styreformer og regler supplere de subjektive og objektive erfaringer?
hvad er det sansede fælleskabs erfaringer?
hvilke aftryk sender os i de retninger som vi vælger?
I 2020 skulle jeg have arbejdet med kunstværket “ øjeblikket” som er en reflektion og registrering af vikingetidens artefakter. I projektets kerne ligger ideen om Odins øje og den tid det tager at få indsigt som menneske. Når vi i et fællesskaber går ind og registrer bevægelse og ornamentik, men også fortællinger som binder vores eget øje og indsigt ind i de registreringer, som vi gør med krop og refleksion, ser jeg et sammenfoldet udtryk hvor dialogen og fællesrefleksionen træder frem.
Det bliver ikke kun læring men mellemrummets usynlige bånd. I de regelsæt jeg skaber for vores dialoger forsøger jeg at beholde “ det frie menneske” ikke kun i hvor vores verbale dialog kan føre os hen, men også vores fælles kropslige sansninger. Når jeg ligger en begrænsning i materialitet, det vil sige at jeg peger på det materiale og den vej kunstværket peger, giver det vores rytmiske og kompositoriske frirum. Det ville være som at starte med en tromme, en guitar og en fløjte og at vi spiller Odins sang.
Men vi ved ikke hvordan melodien og rytmen er endnu. Et venskab har også sine udgangspunkter og starter fra et sted, men rytmen og sangen skabes i den dialog vi skaber sammen.
dav
Fællesskabs farver 2019
I et regelsæt som fx. Mal en A3 en farve og sæt den op på opslagstavlen. Hvis reglen ikke bliver uddybet, vil spørgsmål fra deltager være forskellige fx. Er der en bestemt måde de skal males på? Er der et system for hvordan vi skal hænge dem op?
Nogle vil kaste sig ud i at begynde og male A3 papir og elske bare at flyde der ud af uden at vide hvor det skal hen. De tager hensyn men hviler også i deres proces.
Andre igen tager styringen og styre de andre; “ jeg syntes vi alle ligger vores egne malede A3 papirer på gulvet og ser hvilke det passer sammen” “ jeg syntes vi skal hænge vores egne op og skabe små firkanter til vores egne og senere få dem til at hænge sammen.
Alle dialoger og mulige rum for interaktion er til stede i et æstetisk sansede rum og tid. En simpel handling viser alle sine muligheder og nu længere tid vi står med muligheden nu mere kommer individuelle bud på hvordan vi kan bryde med regel, men stadig være inden for rammen.
