Ikke-kategoriseret

Fællessang og kropslig dialog, proces

Sociale realtioner, erindrings spor og sansede fælleskabersregler, udtrykt i krop, stemme og rum. Mellemrummets iscenesættelse af situationer, som materialiseres i et udtryk, som registrerer hverdagens normalitet, fællesskab og hierakier. I længere tid har jeg interesseret mig for systemer og principper for vores fælleskaber som menneske. Fordi det at være menneske og at udvikle sig afhænger af hvordan vi spejler og reflektere os selv i de relationer vi indgår i. Hvordan vores genmateriale og den opvækst spiller sammen og fungere som en anerkendelse af hvem vi er og hvad vi udvikler os til. Det er en balancen mellem åndeligt liv, det sansede liv og det reflekterede liv, som jeg i mine kunstværker kommer omkring ved at registrere og gå i dialog med beskueren. For at kunne registrer fællesskaber og finde frem til forskellige sansede øjeblik og hvordan de øjeblik udvikler sig i forskellige dialogiske sammenfald, har jeg være åbent i dele af min proces for kunstværket. Det er klart at der køre altid en dialog bagved hvor meget kan kunstneren styre uden det bliver en for for diktatur og deltagelsen bliver en hjælpende hånd i det kunstværk som jeg udtrykker mere end at det er fri vilje hos deltagerne. Og et andet spørgsmål er hvornår forsvinder kunstnerens intention og symbolet bliver mudret i flere associative veje og kunstnerens ego og aftryk er væk. Det er spørgsmål som jeg er holdt op med at stille mig selv, fordi det er blevet vigtigere for mig hvordan registreringer af fælleshandlinger og udtryk kommer frem i det mellemrum mellem mennesker mere end min egen rolle som kunstner og iscenesættelsen af kunstværket.

Deltagelsen og interaktionen med publikum har været meget forskellig fra kunstværk til kunstværk. Den har til tider været helt usynlig og mere en del af processen, end selve kunstværket. Men bevidstheden om dialogen med andre er i centrum for mine kunstværker, mere end dialogen med et rum eller en tid. Styreformer, regler og egne erfaringer, hvad er det sansede fælleskabs erfaringer, hvilke aftryk sender os i de retninger som vi vælger. I 2020 skulle jeg have arbejdet med kunstværket “ øjeblikket” som er en reflektion og registrering af vikingetidens artefakter. Den registrering skulle jeg have ført sammen med 368 elever fra anden klasse i Lejre. Læs her om projektere , men det blev udskudt til 2021. I projektets kerne ligger ideen om Odins øje og den tid det tager at få indsigt som menneske. Når vi i et fællesskaber går ind og registrer bevægelse og ornamentik, men også fortællinger som binder vores eget øje og indsigt ind i de registreringer som vi gør med krop og refleksion, ser jeg et sammenfoldet udtryk hvor dialogen og fællesrefleksionen træder frem. Det bliver ikke kun læring men mellemrummets usynlige bånd. I de regelsæt jeg skaber for vores dialoger forsøger jeg at beholde “ det frie menneske” ikke kun i hvor vores verbale dialog kan føre os hen, men også vores fælles kropslige sansninger. Når jeg ligger en begrænsning i materialitet, det vil sige at jeg peger på det materiale og den vej kunstværket peger så giver det vores rytmiske og kompositoriske frirum. Det ville være som at starte med en tromme, en guitar og en fløjte og at vi spiller Odins sang. Men vi ved ikke hvordan melodien og rytmen er endnu. Et venskab har også sine udgangspunkter og starter fra et sted, men rytmen og sangen skabes i den dialog vi skaber sammen.

I et regelsæt som fx. Mal en A3 en farve og sæt den op på opslagstavlen. Hvis reglen ikke bliver uddybet, vil spørgsmål fra deltager være forskellige fx. Er der en bestemt måde de skal males på? Er der et system for hvordan vi skal hænge dem op?

Nogle vil kaste sig ud i at begynde og male A3 papir og elske bare at flyde der ud af uden at vide hvor det skal hen. De tager hensyn men hviler også i deres proces.

Andre igen tager styringen og styre de andre; “ jeg syntes vi alle ligger vores egne malede A3 papirer på gulvet og ser hvilke det passer sammen” “ jeg syntes vi skal hænge vores egne op og skabe små firkanter til vores egne og senere få dem til at hænge sammen.

Alle dialoger og mulige rum for interaktion er til stede i et æstetisk sansede rum og tid. En simpel handling viser alle sine muligheder og nu længere tid vi står med muligheden nu mere kommer individuelle bud på hvordan vi kan bryde med regel, men stadig være inden for rammen.

Fælles, sammen og symmetriske ?

Et fællesskab starter,

der er blod på tanden,

vi er enige og forelsket i vores ide, mens vi forbereder os på at overtage verden.

Vi forstår hinandens regler, systemer og principper.

Vi afmattes og trætheden sniger sig ind på os, vi overhøre, markere egne holdninger, vi glemmer.

I Forskydningerne og knopskydninger, dukker pludselig et ”manner” op. Vinduet som opretholder symmetri. Dets funktion er frarøvet, eller frakoblet det oprindelige, vi ser ikke ud af det og vi genspejles ikke.

Processen i Samskabelsen “øjeblikket”

Udsat på grund af COvid 19 til 2021

Samarbejde mellem Kunstner Astrid Randrup,
Lejres Kommunes børnekulturelle indsats Dronte, Lejre Museum.

skitse oplæg til offentlig kunstværk på Lejre museum 2020

2020 skitse til samskabende kunstværk til Lejre museum

Kunstværkets titel ”Øjeblikket”

Kunstværket er et kollektivt og samskabende kunstværk, som trækker på traditioner inden for deltager base- ret skulptur. Skulpturen i sit endelige udtryk placeres udenfor, så forbi passerende kan betragte det rundt om, inden i og i alle tider på døgnet. Astrid Randrup har skabt en ramme, hvor elever fra hele Lejre kommune deltager aktivt, med at skabe deres ekkoer af oldtiden. Eleverne skaber fælles nutid, sansning om det at se og dele det at se forskelligt. De deler egne ideer om balance, symmetrier og asymmetrier, og om lyset og bevæ- gelses betydning for form og rum. Se processen for udviklingen af kunstværket for at få et godt indtryk af hele processen.

Astrid Randrups ide med kunstværket og sammenkoblingen med et undervisningsforløb.

Eleverne deltager i et anderledes sanseligt undervisningsforløb, ”Helhed og deltalje” hvor formålet er at blive inspireret til et fælleskunstværk, af Lejre museums visuelle effekter. Artefakterne er udgravet fra de nærlig- gende omgivelser og vi tager specielt udgangspunkt i den lille Odin figur som er fundet på bakkerne bag museet. Astrid har i et stykke tid interesseret sig for menneskers fælleshistorie, hvordan vi skaber et fælleskab og hvordan menneskets nære relationer, er med til at skabe deltagelse i større sammenhæng. Hendes interesse for større og mindre relationer har ført hende fra lydkunstværket Grundtonen, til hjerte kor, til flere samska- bende projekter hvor læring, proces og udtryk sammenkædes. Hun gør brug af den interesse i ”Øjeblik” projektet ved at samskabe med børn, hvor der både er en sanselig læring og leg til stede, men også en udveksling af opfattelser og anskuelser af det sansede.

Det er specielt fortællingen om Odins øje, som han giver i pant for at drikke af mimers brønd, her får han større viden og mere indsigt. Det sammen kobler kunstneren med de registreringer og forestillingsverdener som eleverne skaber ud fra museets smykkers ornamentik og mønstrenes betydninger, og åndelige referencer. Odin kan i sin betydning forstås på mange niveauer og Astrid vil gerne have eleverne med på ideen om; Det at se og se mere end det vi kan tage at føle på.

Et lille tekststykke om baggrunden for Astrid Randrups interesse i Odin og ornament.

Asger Jorn

CITAT: Asger Jorns ord om Ornamentik og Oldtid: ”Odin kan bevæge sig i tid og rum, hvis jeg sammenhol- der det med, tanker ideer om at arkitektur og ornament er vi mennesker nød til at leve i en organisk tilværelse, dvs. Vi skal samarbejde med den måde vi bygger og sanser vores omgivelser på. Vi kan ikke fordomsfuldt konstruere alt efter funktion, men også ud fra hvordan det mærkes og opleves fysisk såvel som psykologisk. Vi lever i rytmer, at vi mennesker har en rytmisk opfattelse af vores liv. Vi kan ikke leve som en metronom, lige som andre dyre arter heller ikke kan. Så det handler ikke kun om at skabe organiske former, men om at skabe organi- ske samarbejde mellem mennesker og dets omgivelser.” Hvad betyder det når han lader sit ene øje være pant for at drikke af mimers brønd, hvad er øjet et symbol for og hvad sker der når du bliver en øjet?

Processen

Astrid og Eleverne arbejder i processen med egne fortolkninger, kollektive fortolkninger og hvordan ma- terialer, lys, sted og tid spiller sammen i et skulpturelt kunstværk. Kunstværkets proces er også en fælles registrering af vores ide om synsoplevelsen. En registrering af objekt og hvad det indebærer, at danne et synsindtryk af objektet, og samtidig foretage en perceptuel kategorisering af objektet. Eleverne og Astrid kaster sig ud i undersøgelsens af ideen om at få indsigt, at kunne se mere end det som er lige foran os. De vil undersøge, hvad det vil sige at sanse sammen.

Bevægelse, handling og genkendelse af mønster.

1.Dag
Eleverne møder museets formidler og Kunstneren Astrid Randrup. Eleverne arbejder på første dagen også med ornamentikker i museets genstande og kommer tættere på den lille Odin figur. Alt undersøges med kroppen og sanserne først bl. ved at genskabe ornamentikkens bevægelser med reb, collage og tegninger. Eleverne udføre flere forskellige øvelser, hvor de oplever at se med lukkede øjne, kun at se med et øje og se med hinandens øjne ved genfortælling. Eleverne arbejder på første dagen også med ornamentikker i museets genstande og kommer tættere på den lille Odin figur. Alt undersøges med kroppen og sanserne først bl. ved at genskabe ornamentikkens bevægelser med reb, collage og tegninger. . Alle øvelserne leder eleverne og Astrid Randrup på sporet af, hvad det vil sige at undersøge det, vi interesserer os for, og lave et forarbejde til deres fælleskunstværk.

2.Dag
Anden dagen skal elevernes skabe deres del af fælleskunstværket. Vi starter med at se på gårsdagens tegnin-ger og danne os et overblik over, de vigtigst skitser for os. Vores materiale er stof, organza, hør, bomuld og snor.
Stoffets historie og udformning hænger for Astrid godt sammen med vævning, fletning, struktur og knuder. Vævning og fletning har været til stede over det hele i oldtiden og har stor betydning for Oldtidens udtryk i smykker og våben. I vævning og fletning er der en sammenkobling mellem ornamentikken og oldtidfolkets hverdag, som trækker tråde til den åndelige og den simple verden. De ritualer som Astrid benytter vil hun se om kan skabe en realtion for eleverne, til kunstværkets åndelige del og til de handlinger som eleverne og hun udføre sammen.


Sammen komponerer alle én fælles cirkel på 130 cm i diameter, med deres former.
Dialogen vil være det endelige resultat, inden cirklen hænges op i den store konstruktion uden for.

Elever og Astrid flytter sammen rundt på former som eleverne har klippet, først flytter vi rundt på dem på et sort stykke stof. Efterfølgende sætter vi dem fast med tape på gennemsigtigt stof og ser, hvad der sker, når lyset fanger formerne.

Flytning af udklippet stofstykker

Test af stof og muligheder i forskellige stof typer og hvad børn og jeg kan klippe intuitivt, med visuelt og sanseligt indspark fra oldtiden.

Skitse af proces, imens vi hænger ringene op i løbet af to måneder

CITAT:
Asger Jorns ord om Ornamentik og Oldtid:
”Vi lever i rytmer, at vi mennesker har en rytmisk opfattelse af vores liv. Vi kan ikke leve som en metronom, lige som andre dyre arter heller ikke kan. Så det handler ikke kun om at skabe organiske former, men om at skabe organiske samarbejde mellem mennesker og dets omgivelser.”
Citat:
“Stilens historie er ikke et kedeligt skema over mønstre og ornamenter, men læren om menneskesin-dets synlige udtryk i det mindste og i det største. Vi prøver ved studiet af den at skelne klangfarven i de vekslende slægters stemme og læse deres hånds skrift. Ikke for at efterligne dem, og slet ikke for at imponere med navne og titler, men for at forstå den verden, vi har fået i arv, og virker i. “
–R. Broboy-Johansen, hverdagskunst – verdenskunst